Ny bog har til formål at gennemgå Kierkegaards begreber

Ny bog har til formål at gennemgå Kierkegaards begreber

Søren Kierkegaard er den største danske filosof, der har levet. Han regnes generelt som grundlæggeren af eksistentiel teologi og en af de vigtigste filosoffer generelt i moderne tid. Den 19. februar udkommer bogen Alfabetet man får med Kierkegaard på forlaget Mellemgaard. Bogen har til formål at læseren skal kunne finde en gennemgang af Kierkegaards temaer eller begreber udelukkende ved et opslag. Man kan slå op under Æ og blive klogere på æstetikeren og snart blive indsat i Kierkegaards stadieteori, og ligeledes blive opmærksom på, hvem der er æstetikerens modsætning eller videreudvikling, hvilket er etikeren.

Som altid, når man skriver om de store tænkere, er man nødt til at bekende sig til begrænsningens kunst, for ellers ville man aldrig kunne blive færdig med formidlingen og da slet ikke i et sådant opslagsværk. Imidlertid har det den fordel, at man formentlig får lyst til at læse videre om begreber og værker, hvilket der naturligvis også bliver henvist til i bogen.

Forfatter til bogen er Lise Søelund, der er cand.mag. i idéhistorie og har et omfattende forfatterskab bag sig med Søren Kierkegaard som speciale. Lise Søelund har skrevet guider om Kierkegaard i såvel helikopter- som myreperspektiv, og det er altid hendes intention at gøre læserne nysgerrige på og interesserede i hans tænkning, så det fører til videre læsning.

Share