Royal Run Motionsløb er udsolgt

Royal Run Motionsløb er udsolgt

Det er bare to måneder siden, at Royal Run åbnede for tilmeldingerne, og nu kan det royale motionsevent melde fuldstændig udsolgt. For 30 procent af deltagerne er det første gang, de deltager i et motionsløb.

Der gik ikke lang tid, fra Royal Run begyndte salget af startnumre den 9. november, til, at der kunne meldes udsolgt i den første af de fem værtsbyer.

I Brønderslev meldte man udsolgt allerede første dag, så fulgte Fredericia dagen efter, Kalundborg meldte udsolgt bare fem dage efter salgsstart, og nu har både Aarhus og København/Frederiksberg også solgt alle tilgængelige startnumre til Royal Run ’24.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik, der med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i spidsen, har en ambition at få flere danskerne til at bevæge sig.

Eventet har tre forskellige distancer One mile, 5 km og 10 km, der både kan løbes og gås. Og igen i år kan Royal Run tiltrække et højt antal førstegangsløbere: intet mindre end 30 procent af de tilmeldte har aldrig deltaget i et motionsløb før:

”Det er med en vis portion stolthed, at jeg kigger på de tal og ser, at vi stadig har en stor andel af vores tilmeldte, der har tænkt, at der selvfølgelig også er plads til dem til Royal Run. Det er lige præcis det, vi har ønsket- nemlig at give alle – også nybegynderne-  plads til at prøve motionsløb af,” siger administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og medlem af Royal Runs styregruppe, Morten Mølholm Hansen.

  • Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag. Royal Run ’24 bliver afholdt 20. maj 2024.
  • De fem værtsbyer til Royal Run ’24 er:
  • Brønderslev
  • Aarhus
  • Fredericia
  • Kalundborg
  • København/Frederiksberg
Share