Fodboldklub indgår utraditionelt samarbejde med håndboldklub

Fodboldklub indgår utraditionelt samarbejde med håndboldklub

To af de mest hæderkronede foreninger i København slår pjalterne sammen. Fodboldklubben BK Frem indgår et strategisk partnerskab med AJAX København Håndbold.

Der findes masser af eksempler på to fodboldklubber eller to håndboldklubber, der fusionerer, etablerer elitesamarbejder, danner fælles hold eller samarbejder på andre måder. Men en fodboldklub der indgår samarbejde med en håndboldklub, hører i højere grad til sjældenhederne. Ikke desto mindre er netop dette utraditionelle samarbejde resultatet af en længere flirt mellem fodboldklubben BK Frem og AJAX København Håndbolds kvinder.

De to københavnske mastodonter – BK Frem er etableret i 1887, mens Ajax kom til verden i 1934 – har således indgået et strategisk partnerskab, der skal skabe fordele for både sponsorer og fans af begge københavnske klubber. Blandt andet er der allerede etableret et samarbejde mellem de to klubbers netværksaktiviteter, ligesom sæsonkortholdere kan se frem til en række konkrete fordele.

”Vi glæder os stort til at udnytte de synergier, der alt andet lige eksisterer mellem to historiske sportsfællesskaber fra det samme lokalområde. Begge klubber er på mange måder underdogs og vant til at finde nye veje, selv om budgetterne er små. Det er præcis det, vi forsøger at gøre med dette initiativ. Der er nogle oplagte fordele i forhold til at forstærke sponsorernes eksponeringsmuligheder og udvide deres forretningsforbindelser. Derudover har AJAX en kæmpe talentskole, som vi kan lære meget af i BK Frem. Der er masser af områder, hvor det giver mening at gøre brug af hinandens erfaringer,” siger Frans Barkler, direktør i BK Frem.

Også direktør og partneransvarlig for Ajax Københavns kvinder, Claus Løfbjerg, ser store perspektiver i samarbejdet mellem fodbold- og håndboldklubben.

”Samarbejdet med BK Frem er en mulighed for i endnu højere grad at sætte elitesporten i Sydhavnen og Vesterbro på landkortet. Historisk set er det to rigtig store klubber i vores respektive sportsgrene, og vi er sikre på, at vi i fællesskab kan skabe endnu mere værdi for vores samarbejdspartnere og fans. Sidst, men absolut ikke mindst, har begge klubber altid engageret sig i det sociale arbejde i området, og den indsats håber vi også at kunne styrke gennem fælles indsats,” siger han.

Samarbejdet mellem BK Frem og AJAX København Håndbold er allerede trådt i kraft, og de konkrete initiativer vil blive annonceret løbende. Allerede nu er det besluttet, at sæsonkortholdere i BK Frem fremover får gratis adgang til AJAX Københavns kvinders hjemmekampe. 

Share