Dicte kommer med niende soloalbum

Dicte kommer med niende soloalbum

Den danske sangerinde Dictes niende soloalbum Let’s Escape er tilgængeligt på LP, CD og digitalt fra den 31. maj. Albummet er tænkt som en hyldest til livet og dets kompleksiteter, selvom mange af sangene blev til i kølvandet på Dictes mors død.

Musikken balancerer mellem eftertænksomme perler og kraftfulde udladninger, og den 57-årige Dicte udforsker temaer som livets begyndelse og afslutning – og vigtigst af alt, den tid vi har imellem.

“Min mor døde for halvandet år siden, og selvom vores kærlighed til tider var kompliceret, har det fået mig til at reflektere over kærlighedens mange former,” siger Dicte. Hun håber, at hendes musik kan åbne døren til samtaler om følelser, som ofte føles ensomme eller skamfulde.

Albummet indeholder også opildnende sange om at gribe chancerne i livet, som f.eks. Mobile Home og titelsangen Let’s Escape. Dicte synger om at tage skæbnen i egne hænder og ikke underlægge sig andres idéer om kærlighed og lykke. Sange som den fandenivoldske Shoot A Hole In The World og den smukke albumlukker Starchild opfordrer til at leve livet fuldt og tage chancer.

“Fællesnævneren på Let’s Escape er at lære at svæve og leve stærkt. Vi bør have tiltro til os selv og hinanden i stedet for at lade os styre af angst,” lyder Dictes musikalske opfordring.

Share