Kender du? Hanna Ögonsten

Kender du? Hanna Ögonsten

Hun har lært det meste selv på teenageværelset i den lille by, Åkersberga. Senere uddannede hun sig også på den anerkendte skole, Musikmarkana, og hen ad vejen fandt Hanna Ögonsten ind til sin egen lyd, funderet i elektronisk popmusik med inspiration lige fra futuristisk glitchcore til 90’er-dance og alternativ bedroom pop.

Ny musik er på vej, og fredag udkommer singlen ’Medicine’ – et effektivt drum & bass-pop anthem, der også åbner op om en personlig fortælling og opvæksten i forstæderne.

”De fleste har nok prøvet at distrahere sig selv som barn, for at flygte fra de ubehagelige øjeblikke i livet – som når ens mor og far skændes og bliver skilt eller når vigtige mennesker omkring en dør. Jeg har altid brugt musik til at overvinde de situationer og finde tryghed,” fortæller Hanna Ögonsten og fortsætter: ”’Medicine’ handler om at bruge de samme distraktioner som en livline og for at skjule faren og risikoen ved at forelske sig håbløst i et andet menneske. Hvis man craver idéen om kærlighed som et drug, er chancen for at blive såret mindst lige så stor og smertefuld.”

’Medicine’ er hyper-moderne toner med et nostalgisk trip tilbage i tiden. Og netop de ægte 90’ere, fandt Hanna på den anden side af Øresund, hvor den danske dance-pioner, Paw Lagermann fra hitmaskinen Infernal, har hjulpet til med det sidste touch til singlens beat.

Og her stopper den danske forbindelse ikke. I løbet af det seneste år, har Hanna Ögonsten nemlig arbejdet sammen med den københavnske trio, AV AV AV, og medvirker på hele fire sange fra gruppens kommende album.

Hør Medicine længere nede på denne nyhed.

Share