Fem Robert-priser til Huset

Fem Robert-priser til Huset

’Huset vinder altid’ var titlen på sjette og sidste afsnit af DR’s store, nye dramaserie i 2023, ’Huset’.

Ordene passede også fremragende på situationen ved uddelingen af Robert-priserne 2024, som lørdag aften blev uddelt på Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Med fem priser sikrede ’Huset’ sig alle de Robert-statuetter, som serien overhovedet havde mulighed for at få med hjem fra prisfesten.

’Huset’ er skabt af Kim Fupz Aakeson i et tæt samarbejde med instruktørerne Frederik Louis Hviid og Michael Noer.

I kategorien ’Årets TV-serie’ var to af DR’s dramaserier i hård konkurrence mod hinanden, idet både ’Carmen Curlers 2’ og ’Huset’ var nominerede – sammen med TV 2-serierne ’Agent’ og ’Dansegarderoben’ og Netflix-serien ’Sygeplejersken’. Her stak ’Huset’ af med sejren.

Alle TV-priserne for de bedste skuespillerpræstationer gik også til skuespillere fra ’Huset’. David Dencik fik en Robert for årets mandlige hovedrolle i en TV-serie, mens Sofie Gråbøl fik Robert-prisen for årets kvindelige hovedrolle i en TV-serie. De fik dem for henholdsvis præstationerne som fængselsbetjentene Henrik og Miriam i ’Huset’.

Både Robertprisen for årets kvindelige birolle og årets mandlige birolle i en TV-serie gik ligeledes til to skuespillere fra DR’s dramaserie ’Huset’. Laura Christensen fik førstnævnte for sin præstation som fængselsbetjenten Sille i ’Huset’, mens Gustav Dyekjær Giese sikrede sig Robert-statuetten for sin indsats som den indsatte Benji i ’Huset’, der er optaget i det nu nedlagte Vridløselille Statsfængsel.

Pragtpræstation

“Det er virkelig en pragtpræstation, at ’Huset’ formåede at få samtlige fem mulige Robert-statuetter med hjem. Et stort tillykke til hele holdet, der med mod og tillid, har været med til at skabe en serie, som har sat både individet og velfærdsstaten til debat. Det kan simpelt hen ikke være finere, og vi kunne ikke være mere hverken stolte elle glade”, siger DR’s fiktionschef Henriette Marienlund.

Allerede i efteråret gjorde ’Huset’ sig stærkt internationalt bemærket, da DR-serien hentede en prestigefuld Prix Italia-pris i den italienske by Bari for ’Bedste internationale dramaserie’.

Det var 40. gang, Danmarks Film Akademi uddelte Robert-statuetter, og skuespilleren Lise Baastrup var vært for Robert-festen, som både fejrer det seneste års bedste film- og TV-præstationer.

I år blev sammenlagt 32 priser uddelt, og som altid er det filmakademiets 2.900 medlemmer, der alle er udøvende i den danske filmbranche, som har afgjort, hvem der skulle have priserne.

Med ikke færre end fem Robert-priser gik det også godt for dokumentaren ‘Apolonia, Apolonia’, som DR har været med til at co-producere, og som Lea Glob har instrueret. Filmen blev blandt andet ‘Årets dokumentarfilm’ og kan fortsat ses på DRTV, ligesom ‘Huset’ for øvrigt kan.

Share