Årets Carl Priser er uddelt

Årets Carl Priser er uddelt

For 12. gang uddelte Musikforlæggerne i dag Carl Priser til en række af landets sangskrivere, tekstforfattere og komponister. I år fandt prisfesten sted i Pressen i Politikens Hus med Carsten Holm og Camilla Jane Lea som værter.

Om vinderfeltet i år siger Musikforlæggernes bestyrelsesleder, Ole Dreyer:  “Jeg var meget stolt over at kunne overrække Sebastian vores Ærespris men også over at se ham vælge Vilma som modtager af den medfølgende check på 50.000 kr. Vi fik overrakt priser til en masse fine yngre sangskrivere, men også til veteraner. Dejligt at se Aqua modtage hæderen som Årets Internationale Succes i et meget skarpt felt. Jeg vil også fremhæve årets helt store vinder, Guldimund, der modtog tre flotte priser. Jeg ønsker alle prismodtagerne tillykke med årets fine hæder. 2023 var en flot årgang, synes jeg!

I løbet af prisfesten kunne gæsterne bl.a. opleve livemusik fra AySay, Rune Thorsteinsson og Søn, der fik besøg af Angående Mig på scenen. Og så sang Det Unge Vokalensemble et smukt medley med sange af Æresprismodtager Sebastian. 

Sebastian fik overrakt sin pris og løftede sløret for, hvem han havde valgt at give Tuborgfondets check på 50.000 kr. videre til – nemlig den talentfulde sanger og sangskriver Vilma (Marie Vilsbøll), der efterfølgende spillede live fra scenen.

Vinderne af Carl Prisen 2024 er udvalgt af seks specialjuryer (inden for pop/rock, jazz/roots, score, børn, tekstforfatter og klassisk) ud fra de sangskrivere, komponister og tekstforfatterne, som de danske forlag har indstillet. I specialjuryerne sad der i år 13 mænd og 12 kvinder. Carl Prisen er støttet af Koda Kultur og Tuborgfondet.

Vinderne af Carl Prisen 2024 fremgår af listen nedenfor.  
 
ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR POP   
Guldimund (Asger Nordtorp Pedersen) for albummet Jeg venter i lyset 

ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR ROCK   
Zar Paulo (Anders Bønløkke, Anton Breinbjerg, Martin Kleberg, Johan Horsmans, Tobias Schou, Emil Vammen) for albummet Elendig Software (The Bank Music Publishing)  
 
ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR JAZZ   
Kaleiido (Anna Roemer, Cecilie Strange), Hannah Schneider, Jens Berents Christiansen, Lars Vissing, Rasmus Sitarz for albummet Places (NMS)  
 
ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR ROOTS   
AySay (Aske Døssing Bendixen, Carl West Hosbond, Luna Bülow Ersahin) for albummet KÖY    
 
ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR SCORE 
August Fenger Janson for sin score til Netflix-serien Ragnarok 3 (The Bank Music Publishing)  
 
ÅRETS KOMPONIST INDEN FOR BØRNEMUSIK 
Rune Thorsteinsson for børneudgivelsen Musiktime med Rune  
 
ÅRETS TEKSTFORFATTER   
Guldimund (Asger Nordtorp Pedersen) for teksterne på albummet Jeg venter i lyset 

ÅRETS TALENT 
Emma Sehested Høeg   
 
ÅRETS SANG  
“Det’ kun vigtigt, hvad det er” – Guldimund (skrevet af Asger Nordtorp Pedersen, Søren Buhl Lassen, Anja Backmann, Villads Hoffmann, Mathæus Bech, Arendse Nordtorp Pedersen)  

ÅRETS INTERNATIONALE SUCCES  
Aqua (Søren Rasted, Claus Norreen, Lene Nystrøm og René Dif) (Universal Music Publishing)  

ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST – STORT ENSEMBLE 
Simon Steen-Andersen for operaen Don Giovanni’s Inferno (Edition S)  

ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST – LILLE ENSEMLE  
Bent Sørensen for værket Blade Springer med tekst af Juliane Preisler (Edition Wilhelm Hansen)  
 
ÅRETS STREAMINGHIT  
“Moonlight” –  D1MA (skrevet af D1MA og Martin René Falkebo) (Movememusic) 

ÅRETS RADIOHIT 
 “Oh My God” – Saint Clara (skrevet af Clara Toft Simonsen og Jonathan Elkær) (Big Cat Publishing)  

ÅRETS ÆRESPRIS
”Sebastian” (Knud Grabow Christensen)

Share